Find os på

« Tilbage

lpm production vil være med til at sikre Danmarks fremtid...

På billedet er lpm's 5 lærlinge (Fra venstre: Nikolaj Christiansen, Naruemon Varasin, Victor Egeskov, Louise Eskesen og Magnus Biller).

Hos lpm er der behov for en meget bred palet af kompetencer og dermed er det naturligt for virksomheden at samarbejde med forskellige typer af uddannelsesinstitutioner, herunder erhvervsskolerne som bl.a. uddanner industriteknikere.
”Vi kommer uden tvivl til at mangle rigtig mange dygtige unge mennesker, der har lyst til at tage fat. Ikke med et beskidt fag, men i et job hvor der skal tænkes hurtigt, og hvor man er kvik på tasterne. ” udtaler direktør Kurt Andersen. Industriteknikeruddannelsen byder på store udfordringer, og den kræver et godt hoved samtidigt med at hænderne skal være skruet rigtigt på. Under uddannelsen arbejdes der bl.a. med datastyret bearbejdning, montage og opretning af maskinkomponenter.

Hos lpm production er der senest taget initiativ til et samarbejde med den lokale folkeskole, hvilket skal være med til at sikre, en forståelse af hvad en virksomhed i metalindustrien kan tilbyde jobmæssigt anno 2015. Kurt Andersen mener at der er behov for et mere oplyst grundlag når der skal vælges uddannelse og han vil i den forbindelse gerne bidrage, også ved at stille nuværende og tidligere lærlinge til rådighed med information om deres oplevelse af jobbet som lærling inden for faget.

Ud over samarbejdet med den lokale folkeskole, deltager lpm som medlem af supportteamet for industriteknikeruddannelsen ved Herningsholm Erhvervsskole. Målet er bl.a. at udbrede kendskabet til uddannelsen både over for folkeskolens afgangsklasser, over for studerende i almindelighed, samt over for UU-vejledere og forældre til de unge.

Men hos lpm production er det ikke kun industriteknikeruddannelsen der er i fokus. Virksomheden samarbejder også gerne med studerende fra universiteterne, herunder økonomistuderende og ingeniørstuderende.
”Vi har haft flere henvendelser fra økonomistuderende som har ønsket at samarbejde om udarbejdelse af forskellige projekter – hvis det kan give noget positivt til både den studerende og vores virksomhed er vi meget åbne for den type samarbejde” udtaler Kurt Andersen.

lpm production viser desuden gerne flaget når uddannelsesinstitutionerne tager initiativ til at skabe netværk, og har i den forbindelse i 2015 deltaget i Business Brunch på Syddansk Universitet og ved Karrieremessen ved Esbjerg Erhvervsudvikling.